Kendetegn: æstetisk, varm, smuk tekstur, godt for akustikken
Hvis du er gammel nok, vil vægbeklædning i træ måske minde dig om barndommens hjem – 70’ernes mørke “cigarkasse-udtryk” eller 80’ernes ludbehandlede profilbrædder.
I dag, efter årtier med hvide vægge og åbne rum, har vi igen fået øjnene op for træets varme tekstur, dets evne til at forbedre akustikken og dets æstetiske fordele. Træ tilfører rummet karakter, dybde og en sanselighed, som skaber balance i moderne indretninger.
Her har vi beklædt en enkelt væg med kvartskåret eg som en naturlig forlængelse af højskabsvæggen i køkkenet i samme materiale (se: køkkensag). På den måde opstår en harmonisk overgang til stuen, som ligger i det samme åbne rum – kun adskilt fra køkkenet af en svævende trappe.
Resultatet er et sammenhængende og roligt udtryk, hvor materialet binder rummene sammen og skaber en varm, arkitektonisk helhed.