Kendetegn: tiny house, kompakt, specialtilpasset, optimal udnyttelse af pladsen, krydsfiner og høje fronter der ligner vægbeklædning
Vi befinder os i et renoveret baghus/ vaskehus fra år 1850. Der er kun en enkelt væg tilbage af det gamle hus, resten er bygget op efter alle forskrifter, åbent, lyst og med en stor foldedør der leder ud til terrassen der ligger i samme niveau som resten af huset og om sommeren fungerer som et ekstra rum.
Den specialbyggede trappe og de indbyggede skabe holder, visuelt, hemsen, Dvs. skabene går fra gulv til loft i den bredde hemsen har. Gulvbrædderne under den laveste del af skråvæggen på hemsen er skiftet ud med hærdet glas, så lyset kan skinne igennem.
De høje skabe og pladsen under trappen, har fået fronter, der ligner væggenes bræddebeklædning, i malet MDF med en fræsning. På denne måde får man opfattelsen af at skabene går i et med væggen og rummet virker større.
Alt i alt indeholder skabene: køleskab, fryser, kosteskab, bryggers med vaskemaskine, entre, teknik og klædeskabe. Selv den øverste del, der er bygget op mellem bjælkerne, kan tilgås via en front i hver ende.