Når I vælger et snedkerkøkken fra Køkkenskaberne, er det jer, jeres hus og jeres ønsker, der bestemmer. Derfor glæder vi os til at møde jer - og oversætte jeres tanker til design og funktionalitet. Selvfølgelig i den smukkeste snedkerkvalitet.
Et snedkerkøkken er en stor beslutning for de fleste, så I er altid velkomne til at komme forbi, inden I vælger at samarbejde med os. Vi bor centralt i Odense, og her kan I hilse på os, se og mærke et udvalg af vores snedkerkøkkener og kigge inden for på snedkerværkstedet. Bare ring eller skriv — så aftaler vi et tidspunkt. Også efter almindelig arbejdstid, hvis det passer bedst.
Tag endelig tegninger og billeder med af de rum, I gerne vil have hjælp til. Så ved vi, hvad vi skal tale om, og I kan høre, hvordan vi griber det an. Med det afsæt kan vi også ret hurtigt give et bud på prisen for jeres snedkerkøkken.
Er der lidt for langt til Odense, klarer vi det første møde på mail og telefon. Halvdelen af vores køkkener leverer vi uden for Fyn, så afstand er ingen hindring.
Det særlige ved et snedkerkøkken er, at I kan få præcis det køkken og det udtryk, der er rigtigt for jer. Vi starter ikke med en færdig hyldevare, men med at se på jeres rammer - og lytte til jeres tanker.
Har I forelsket jer i en bestemt stil, træsort eller farve? Hvilken arkitektur eller indretning skal køkkenet spille sammen med? Og hvordan vil I gerne bruge jeres køkken? Det er udgangspunktet for os, når vi sætter os til tegnebordet - og skaber det unikke køkken, I roligt kan glæde jer til.
Efter et par uger får I den første plantegning med oplæg til design og materialer.
Næste fase bliver mere konkret. Det er nu, vi vender fordele og ulemper ved forskellige løsninger. Indarbejder raffinerede detaljer. Indretter skabe og skuffer. Diskuterer belysning, armaturer, hvidevarer.
Vi er både designere og snedkere, så vi er jeres faste holdepunkt i hele processen. Vi hjælper jer med at folde mulighederne ud, sortere i ideerne og ikke mindst: Skabe den smukke helhed, I føler jer hjemme i.
Når vi har talt og tegnet os til rette, går der omkring 3 måneder til levering. 6 uger før levering kommer vi ud og måler op — naturligvis også, hvis I bor i Nordjylland eller København. Selve monteringen af køkkenet tager typisk en uges tid.
Prisen på dit snedkerkøkken afhænger helt af materialer, detaljer og størrelsen på dit køkken. Gennemsnitsprisen på de køkkener, vi bygger, ligger omkring 300.000,- kroner. Det er inklusiv moms og eksklusiv hårde hvidevarer og montering. Prisen på netop dit køkken kan vi beregne, når tegningerne er på plads.
Vi gør os altid umage for at designe præcis det køkken, I vil elske. Derfor tager vi en symbolsk betaling på 5.000,- kr. for at tegne jeres køkken og regne en pris på det. Beløbet trækker vi fra igen, når I betaler for det færdige køkken.