Køkken med massive overfalsede fronter i valnød | Køkkenskaberne
køkkenskaberne logo
koekken i valnød og quartzite

Køkken med massive overfalsede fronter i valnød

Kendetegn: Massive overfalsede fronter, skuffer i valnød og ask

Køkkenet her møder du i stueetage mod haven, når du besøger os på tegnestuen i “Køkkenskaber-huset” på Absalonsgade 19.

Det er bygget op af en ramme i mørkbejdset valnød og massive overfalsede skuffer i valnød og ask. Normalt vil det være nødvendigt med en påsat fineret front for at skjule korpus og rammer, men her har vi vendt skuffen, så svalehalesinkerne vender mod siden i stedet for frem. Selvom de tappede samlinger er skjulte, har vi fremhævet dem ved at bruge ask til den indvendige del af skuffen og valnød til fronten. Overfalsningen gør, at de massive fronter dækker korpus og støder op ad hinanden, hvilket fremhæver den flotte årestruktur.

Kogepladen, emhætten og den lille vask er planlimet i en Quartzite1 bordplade i grå-sorte toner. Backsplash, den vertikale overflade, der er designet til at beskytte væggen bag kogeplade og vask, er lavet i kanneleret Meganite, hvilket skaber en sammenhæng til øen.

Den kraftige hylde er ligeledes lavet af Meganite. Hyldens indvendige bøjlekonstruktion i stål gør, at den er forsvarligt monteret til væggen. Forrest i hylden er der ilagt LED, og under hylden er der opsat en stang i valnød med kroge til diverse redskaber, som er rare at have ved hånden.

Quartzite


Materialer

køkkenstang i valnød
køkken i ask og valnød
køkkenskuffe greb i porcelæn
bordplade i quartzite
vinrum eller indbygget køleskab