Minimalistisk hjem med varme og sjæl| Køkkenskaberne
køkkenskaberne logo
Egetræs trappe ved køkkenet

Minimalistisk hjem med varme og sjæl

Kendetegn: Store vinduespartier, lyse rum, flydende rumforløb. Eg- En velvalgt kontrast til den minimalistiske stil.

Byggestilen i Danmark omkring år 2000 – hvor dette hus er opført – var præget af en minimalistisk og enkel tilgang, ofte realiseret som typehuse i klassiske materialer. Tendensen bevægede sig mod mere enkelt og energieffektivt byggeri med høj komfort, og husene blev generelt opført i større skala end i de foregående årtier.

Dette hus er ingen undtagelse. De fremtrædende stilmæssige kendetegn er skarpe linjer, store glaspartier og flydende rumforløb.

Udvendigt fremstår huset pudset hvidt med sorte vinduer og sort tag. Indvendigt var alle vægge oprindeligt malet hvide, og typisk for årtusindeskiftet var materialeholdningen gennemført i sort/hvid. Det gav et stringent, men også lidt køligt og upersonligt udtryk.

Det nye inventar er derfor overvejende udført i varmt, gyldent egetræ. Kun køkkenøen er i røget eg, hvilket skaber kontrast og samtidig binder an til den smukke, mørkebrune granitbordplade.

Det varme egetræ går igen på gulve, udvalgte vægge, i køkken og badeværelser, i soveværelserne – og endda i bryggerset, hvor teknikken er skjult bag store egetræsfronter, der flugter med væggen.

De store glaspartier og det flydende rumforløb skaber en tæt forbindelse til haven og naturen. Kombinationen af de skarpe, funktionelle linjer og de naturlige materialer forstærker oplevelsen af nærhed til naturen og tilfører boligen en varm, nordisk atmosfære.

Det åbne og fleksible rum, der rummer køkken, spisestue og dagligstue, opdeles kun af trappen til første sal. Tidligere var trappen en markant del af rummet med vanger og gelænder i rustfrit stål. Nu hviler egetrinnene på en hvidmalet vange, og glasgelænderet er næsten usynligt. Resultatet er en let og svævende form, der fremstår som et arkitektonisk element midt i rummet – uden at dominere.

vægpaneler i egetræsfiner
fritstående skab i egetræ
bryggers og teknikrum i egetræ
badværelsesmøbler i egetræ og corian
soveværelse i egetræsfiner
walkin closet i egetræ
køkken i røget og fineret eg