Kendetegn: hovedhus, renovering, klassisk dog moderne, fyldingsfronter og røget eg.
Proprietærgården består helt klassisk af et firelænget anlæg med et stort, fritliggende hovedhus. Hovedhuset daterer sig tilbage til 1850 og har for nylig gennemgået en gennemgribende renovering. Renoveringen er udført med respekt for den originale planløsning, selvom alle indvendige vægge og gulve er fornyet.
Moderniseringen har givet frihed til at tegne en delvist ny rumfordeling, som gør køkkenet til husets centrale samlingspunkt. Derudover er der etableret nicher til blandt andet indbyggede skabe og vinrum. Moderne bekvemmeligheder som gulvvarme og køleanlæg er tænkt ind i boligen, og resultatet er klassisk smukt, men samtidig moderne.
Husets gæster spørger ofte, om det har været kompliceret at bevare de gamle skabe, fliser og trapper, da alt fremstår originalt. Sandheden er dog, at det store hovedhus har stået, kun med sin udvendige skal, hvorefter vægge, gulve og lofter er genopført. Det samme gælder alt inventar, som vi har tegnet og skræddersyet til stedet.